I denne uge tilbød Michelle Broe at bidrage med en beskrivelse af "Skjorten", en metode til at få en tom mælkekarton gjort kompakt inden den smides ud. Et dejligt tilbud, og resultatet kan I se på foldebeskrivelsen af skjorten. Michelle skriver "Min mor har, siden jeg var lille, foldet vores mælkekartoner så de ligner en skjorte uden ærmer".
Hvis andre har lyst at bidrage med historier, billeder eller foldevejledninger for origami, skal man være meget velkommen. Nogle tror at der er flere folk bag siden, men jeg har faktisk været alene om at oprette siden og har skrevet alt I ser. Simon Andersen har leveret en sand rigdom af indsigt, originale modeller og ideer, hvilket stærkt har bidraget til at løfte sidens indhold og kvalitet, og jeg har også taknemmeligt kunne få enkelte bidrag og tilladelser fra andre. Men det ville være dejligt at få endnu mere.
Jeg håber at der i løbet af i år kan oprettes en egentlig dansk origamigruppe hvor ideer, beskrivelser og billeder kan udveksles.
Hvis man vil bidrage, hvadenten det er noget der kan lægges på papirfoldning.dk eller som man selv lægger ud og jeg kan henvise til, er der nogle praktiske noter:
- Andres rettigheder: Sørg for at rettighederne er på plads. Dvs. man skal selv have lavet materialet, og modellen skal enten være traditionel, en man selv har opfundet, eller man skal have skriftlig tilladelse fra modeldesigneren. Se min liste af tilladelser for eksempler.
- Jeres rettigheder: Personligt har jeg et meget liberalt forhold til copyright inden for origami: Så længe det er ikke-kommercielt og man husker at referere tilbage til papirfoldning.dk, må man bruge mit materiale frit. Ved kommerciel brug skal man spørge først, men vil normalt få lov. Disse betingelser gælder også alt hvad jeg bruger fra Simon Andersen, men andre kunne have (og har) et mere restriktive tilladelser. Når jeg får materiale, skal jeg vide dette.
- Foldesekvensen: Sørg for at kende foldesekvensen godt, så du ved hvad du vil fortælle.
- Billeder: Det er tidskrævende at tage gode billeder, så sørg for:
- God og stærk belysning. For lidt lys giver grynede og uskarpe billder.
- Ikke direkte blitz som kan give uheldige reflekser og et fladt billede uden skygger.
- En god kontrast i farver og baggrund. Lidt bløde farver, ikke for mørke, i det papir man folder, giver normalt den bedste visning. Undgå klare røde farver. Papiret må meget gerne have hvid bagside og farvet forside så man nemt kan se forskel, og helst umønstret så foldelinjer træder tydeligt frem. Baggrunden må gerne være neutralt ensfarvet, fx hvid, grå eller sort.
- Hellere et billede for meget end et for lidt.
- Brug billedbehandling til at tilskære og justere (eller overlad det til mig). Slutresultatet reduceres til 450 pixels på den længste led. Dette giver typisk billeder på 20-50 kB i jpg. Efterfølgende laver jeg mindre formater i 200, 150, 64 og 32 pixels som optræder på de sider man loader, så de ikke bliver får tunge at bladre i.
- Tegnede diagrammer kan også glimrende bruges, hvadenten man tegner på papir og scanner ind, eller bruger computeren.