Denne hjemmeside er lavet fordi jeg kan. Fordi papirfoldning er underholdende. Fordi origamifigurer er så flotte. Og så fordi jeg håber andre vil føle sig inspirerede til at prøve at folde, og til at finde ligesindede som også synes det er sjovt.
Mit navn er Hans Dybkjær, født i 1961. Jeg har foldet papir siden jeg som barn lærte det af min far og mor, og fra 1970 også fra Robert Harbins bog "Origami" da de anskaffede den danske udgave. Som ung og senere voksen har jeg foldet meget, også vanskelige figurer, men holder mest af de simple, rene modeller, især hvis de også kan gøre noget. Den flyvende fugl er min yndlingsfigur som jeg kan folde på ryggen eller med lukkede øjne. Hen gennem årene har jeg fast købt origamibøger med hjem som souvenir fra udlandet, og også hvad jeg er faldet over herhjemme - i dag er det blevet til mange bøger på mange sprog.
Jeg bruger en meget stor del af min tid på talesproglige dialogsystemer (se spokendialogue.dk og Prolog Development Center A/s), men vil gerne til at gøre mere ved origami igen. Jeg kan ikke garantere opdateringsfrekvensen, men man vil aldrig se "under konstruktion" her, siderne vil altid være afrundede.