Her i april har Danmarks Tekniske Museum en udstilling med origamimodeller som jeg har foldet (og i mange tilfælde også designet).
Teknisk Museum har hen over påske papir som et tema og herunder en origamiworkshop og -udstilling som jeg står for. Så jeg har leveret foldeark som folk selv kan folde efter, undervist tirsdag eftermiddag, og leveret modeller til udstillingen. Jeg er meget taknemmelig for de modeldesignere som har givet en (generel) tilladelse til at måtte bruge deres designs. Se navnene i modellisten.
Især har jeg haft sjov ud af at lave modeller direkte til Teknisk Museum. Det omfatter et lille landskab med biler, se ovenfor, og lastbilen som står oven på montren (se til højre). 500 x 70 cm papir, og den færdige model er 140 cm lang. Det kan kan gøre når man lige har købt 100 rødt indpakningspapir (og ditto grønt og guld, brugt i hhv. juletræerne og i den store guldrose). Desuden har jeg lavet nogle foldediagrammer forfra hertil, fx hoppefrøen.
Workshoppen var lige ved at gå galt, endnu mandag lå jeg i sengen med feber. Heldigvis var jeg lige akkurat frisk nok tirsdag, og det gik rigtig godt med masser af interesserede, selvom den store hal er noget kold.
Nåja, bulldozeren er designet af Giles Towning (i "Origami under construction", hæfte fra British Origami Society).
Billederne er taget efter workshoppen da jeg havde pakket sammen og ikke så længe før lukketid. Men der havde været mange undervejs som også alle papirtingene på bordene vidner om.