Fuglene udenfor styrter rundt for at samle mad til de evigtsultne unger. Men de finder dog også tid til at synge her i foråret.
Sangfuglen er endnu et eksempel på at folder som ikke føres helt igennem, udnytter papirets spændinger og stivhed til at danne buer. Det er en interessant teknik til at skabe en stor dybde af liv med meget få midler. Effekten kan understreges af en afsluttende formning hvor man buer forskellige detaljer på plads. Se også diagrammet.
Spændstigt og blødt papir vil have en tendens til at åbne op, mens lidt stivere papir som fx godt kopipapir eller endnu bedre foliepapir, kan formes til at holde den rette rundede facon. I begge tilfælde kan man, som Simon gjorde i originalen, lægge en lille klat lim til at holde brystbenet sammen og eventuelt indervingen ind til kroppen. Jeg synes egentlig ikke det er nødvendigt.