Her viser jeg kort hvordan vi farvede påskeæg i år, helt på samme måde som vi har gjort i flere generationer.
Godt nok bruges der crepepapir, men meget papirfoldning er der ikke. Til gengæld bliver disse æg flotte, de er sjove at lave, og så er der noget tilbehør til påskeharen i sidste uge.
Fremgangsmåde: Først sendes børnene ud at samle forskellige planter. Ikke for store mængder, men gerne lidt af hvert og helst planter med markante træk. Tusindfryd og vintergækker er gode, fint græs og mos også. Husk også skaller fra løg, det bliver meget flot.
Ved bordet spreder man planterne ud. Man har også sejlgarn (viklet på ruller fra sidste år, så de kan også afsætte farve), og man har klippet crepepapir i 1 til max 2 cm brede strimler. Desuden har man rigeligt med æg, gerne 2-3 per deltager.
Nu lægger man udvalgte plantedele ind mod ægget, idet man vikler snor eller crepepapir om for at holde. Man har brug for flere fingre og hænder, og børn under 10 år skal have hjælp.
Man slutter med at vikle lidt garn om og lukke til ved til sidst lige at trække det til under sig selv. Man binder aldrig knuder.
Æggene sættes i bakker, fordelt efter de 2-3 kogebade man laver. Vi har typisk et bad lavet med løgskaller samt 2 farvebade, fx blå og rød. Man kan købe farver, eller man kan bruge noget af crepepapiret.
Under kogningen trænger farvebadet ind, undtagen der hvor man har lagt planter ind mod, de danner aftryk. Crepepapir og snore viklet om ægget afsætter også mønstre og farver.
Koges ca. 12 minutter, lidt mere end normalt på grund af indpakningen, og husk lidt eddike til at binde farverne.
Efter kogningen lægges æggene til afkøling i koldt vand i vasken. Derefter vikles snore, crepepapir og plantedele af. Gør det forsigtigt, ellers kan man komme til at tvære farverne ud. Men sørg dog for at få det hele af.
Hav æggebakker parat til at lægge æggene over i til afdrypning. Snorene vikles pænt op om avisruller og gemmes til næste år.
Når æggene er tørre, polerer man dem med lidt smør så farverne fremhæves ekstra.
Til sidst det allersværeste: spis dem. Man nænner det næsten ikke, og som regel har børnene fået lov at gemme et hver som vi stiller i æggebægre på en hylde. Smid dem ud hvis de revner og lugter, men ellers tørrer de blot ind og kan holde "evigt", selvom farverne dog falmer.
De enkelte æg: