Orikaso er et sæt spiseudstyr til lejrbrug som opbevares i en flad pakke, og når det skal bruges, pakkes det ud og foldes til en tallerken, en skål eller en kop.
"Ori": At folde. "Kaso": plast. Orikaso er lavet i hård plast (polypropylen) og er i stil og ide tydeligvist i familie med origami. Foldeteknisk er der mange ligheder med fx den simple vase hvor man først markerer alle de nødvendige folder, dernæst samler modellen i de præ-markerede folder, og endelig bukker en flap om og ind/ned så modellen låser.
Tingene er rimeligt nemme at folde, man skal bare huske at hjørnerne hele tiden skal foldes uden på tallerkenen/skålen/kruset. I foldet tilstand er faconen meget stabil, og dog er det nemt at flade ud igen når man blot hiver i den rigtige flap. Drikkekruset fungerer samtidig som målebæger. Tåler opvaskemaskine, producenten fraråder brug i mikroovn.
Produktet fremstilles og sælges af orikaso.com og kan købes flere steder herhjemme, bl.a. Spejdersport, søg på google efter orikaso site:.dk. Det kan købes stykvist for priser til 20 - 50 kr stykket, eller som fx picnicsæt til en person (50 - 80 kr) eller to personer for omkring 150 - 200 kr afhængig af sættet, inklusive flad pakke at have det i. Sættet på siden er til to personer og vejer inklusive opbevaringspakken 320 g og måler 27 x 29 x 1 cm.
Produktet ser tilforladeligt ud, men jeg har ikke testet det i rigtig brug. Sættet er Adeles, min datter, hun er spejderleder og har købt det til sommerens mange ture, så måske det kan blive til en feltrapport til efteråret. Jeg hører også gerne om andre erfaringer.