Tebreve igen - denne gang eksempler på smukke variationer med de meget rene bladmotiver som er på tebreve fra House of Tea. Der er brugt to varianter: Dels "Grøn te med citrus" (billedet nedenfor), dels "Earl Grey" som har samme motiv, men en mere ren grøn farve (se effekten øverst til venstre).
Grundmodulet opstod for at kunne udnytte den visuelt dramatiske vinkel hvor de mørke bladstilke møder hinanden. Opslag i standardværket Den store bog om tebrevsfoldning viser at det er grundfoldning A, variant 6. Men ikke én af udnyttelserne her på siden svarer til nogen af dem Karen Margrethe Hanssen viser.
Og det er netop pointen i dag: Selv for et givet modul og et givet udklip af kvadratet fra tebrevet er mulighederne mangfoldige, og det giver overraskende og flotte resultater når man eksperimenterer sig frem for at udnytte motivets muligheder bedst.
Ude til siderne er en række af de varianter jeg legede mig frem til. De to foroven er der lavet diagrammer for, model A her og B her. Nogle af de ting man kan prøve, er:
- Læg nogle andre flapper øverst. Man afdækker andre dele af motivet og andre foldelinjer (eksempel: A og a1).
- Brug "bagsiden". Den kan være dramatisk anderledes plastisk og motivmæssigt (eksempel: B og b2).
- Rejs nogle flapper op. Det giver en mere rumlig effekt (eksempel: b1). Selvfølgelig ikke velegnet til postkort, men kan være perfekt til at hænge op, alene eller samlet i en uro.
- Drej module og saml det på en anden led. Det ændrer grundlæggende på formen, og selvfølgelig på motivafdækningen (eksempel: a2 og a4).
- Bryd med symmetrien og vend nogle af modulerne anderledes. Den store grundregel i tebrevsfoldning er ellers normalt at effekten opstår ved den symmetriske gentagelse, men en behersket afvigelse kan give en god effekt (eksempel: a3).
- Spejlvend. Det afdækker andre dele af motivet (eksempel: b3 og b4).
- Brug flere slags tebreve. Det kan øge farvespillet (eksempel: B).
- Fold modulet på en anden led af kvadratet. Det afdækker i høj grad andre dele af motivet (eksempel: i B har de to farvevarianter også drejet foldningen 180 grader, så den ene har stilkene ud ad spidsen, mens den anden ikke har).
- Brug andet papir. Man kan sagtens bruge andet papir end tebreve, det skal bare være flot (eksempel: d1-d3 nedenfor hvor der er brugt mønstret 7,5 cm origamipapir).