Kattehoved - uge 3 i 2007

Kattehoveder
Kattehoveder
Naboens gråstribede kat
Naboens gråstribede kat

I denne tid passer vi naboens gråstribede kat, Misser. Den ville vælge Whiskas, hvis der altså ikke lige også var rejer. Forkælede kræ. Som en rigtig kat er den sin egen, og så har den det der trekantede hoved som nærmest definerer katte. Se også Gucci nedenunder.

Netop det trekantede hoved er der en traditionel origamimodel der kan gengive: Kattehovedet. Selvom den er rigtig god, enkel, og traditionel, ser man den ikke så tit i foldebøger. Selv lærte jeg den i tresserne af min far.

Foldningen er enkel, og hvis papiret ikke er for stift, afslutter man med et skarpt pust som forvandler en flad, udefinerbar foldning til et tredimensionelt kattehoved komplet med ører og snude. Hvis man vil, kan man supplere med at tegne øjne og knurhår.

Foldningen er enkel, og giver god øvelse i at folde hareører - to af dem bliver her altså til katteører. Man skal øve sig lidt i det afsluttende pust - et fuldt kvadrat skåret fra A4 kopipapir fungerer som regel fint.

Det gule hoved har ikke en foldelinje på skrå hen over kinden. Det er fordi den er lavet uden den indledende tværfold. Denne fold gør foldningen nemmere, men har altså ikke noget at gøre i den færdige model. Når man har lært at folde en model, er det sjovt at undersøge foldningen og finde alternative måder at folde på som enten er hurtigere eller giver mere minimalistiske resultater.

Et papir på 20 cm giver et hoved med bredde 10 cm og højde 15 cm. Det er altså en særdeles økonomisk model, med meget lidt spild i papiret. Diagram for kattehoved.