Stestrup skole blev nedlagt her i sommer. Lad os mindes den ved at erindre at i januar 1991 kom Makoto Yamaguchi forbi skolen sammen med et helt TV-hold fra Japan for at lave origami sammen med børnene. Billedet viser ham sammen med en lagkage foldet af papir.
Makato Yamaguchi (山口 真, Yamaguchi Makoto, født 1944 i Tokyo) er en japansk origamimester og har arbejdet for at fremme origami, bl.a. som leder af JOAS (Japanese Origami Academic Association) og som chefredaktør for Origami Tanteidan (origamidetektiverne), et førende tidsskrift for origami.
Du kan finde billeder af og vejledninger til mange af hans modeller, søg fx på YouTube efter makoto yamaguchi origami. Mamutten her er blot en blandt mange.
I 1990 spurgte af forældrene på Stestrup skole, Reiko Tange Christensen, skolen om de var interesserede i at få en origamibegivenhed med et japansk tv-hold og origamiudstilling på besøg. Skolen sagde ja tak, og således gik det til at Makoto Yamaguchi kom til ikke bare Danmark, men Stestrup ved Holbæk.
I Danmark indkaldte man et hold origamikyndige med navnkundige Thoki Yenn i spidsen. Han var den gang 72 år og anerkendt i origamimiljøet verden over. Holdet hjalp til ved et af højdepunkterne, foldningen af en brontosaurus af et 6,5 x 6,5 meter stort stykke papir importeret til formålet fra Japan. Så store modeller kan man kun lave med hjælp fra flere mennesker.
Makato Yamaguchi står midtfor med en lille dino i hånden og knæpuder på. Til venstre på gulvet støtter Thoki Yenn dinoens hals.
Ud over den store dino var der udstilling og foldeaktiviteter som var flittigt besøgt.
Under hele forløbet fulgte tv-holdet med rundt og filmede aktiviteterne og folks reaktioner på origami, og interviewede dem om det.
(Næsten) intet indlæg uden en foldevejledning. Denne gang en helt simpel fugl bragt i Midtsjællands Folkeblad i anledning af besøget.
Yamaguchi har produceret adskillige bøger. Jeg kan anbefale denne underholdende bog som jeg har haft meget fornøjelse af: Origami for Parties.
Mange tak til Christian Tange for at fortælle historien og udlåne billedmaterialet til mig. Uden ham ville dette stykke origamihistorie være glemt.