Det er ikke hver dag ens origamidesign bliver foldet 10.000 gange af andre, men det skete for min engel her i sensommeren.
Ripon-katedralen har en kampagne En vinge og en bøn med en installation af 10.000 engle der hver beder en bøn under COVID-19 pandemien. 100 frivillige og 300 børn i alderen 3-90 år hjalp til, og kampagnen samler penge ind til Yorkshire Air Ambulance.
Installationen er åben frem til 31. januar 2021, og Ripon-katedralen i Ripon i det nordlige England, 40 km nordvest for York, et et besøg værd. Det er svært at rejse for tiden, men man kan se en video og billeder fra installationen her,
Russell Wood har har en nærmere beskrivelse af installationen med bl.a. links til diagrammet de anvendte, i samarbejde med pastor Nicholas Mercer og kampagneleder Margaret Hammond fra Ripon-katedralen.
Billedet af Russel Wood (©️ 2020) viser kirkerummet hvor englene hænger i bølger 15 meter oppe under hvælvingerne.

Bagom englen

I 2008 blev jeg spurgt af Pecha Cucha København om jeg ville stille op med et jule-orienteret foredrag, gerne et som kunne inddrage tilhørerne. Pecha-cucha er et format hvor man på 20 x 20 sekunder fremlægger et emne.
Derfor designede jeg denne engel. De stramme designkrav: 20 trin, 7 minutter, 400 tilhørere uden foldeerfaring, ledte til en simpel model med et rent og klart design: Vinger, kjortel og hoved med glorien.
Jeg lavede en vejledning som et slideshow med forside og 20 sider med et trin. Hver side havde en overskrift, en gif der uafbrudt viste hvordan man gjorde trinnet, en diagramtegning og en tegning af resultatet.
Og således gik det til at jeg den 3. december 2008 stod over for 400 tilhørere i Stærekassen, en af scenerne i Det Kongelige Teater.

Flere variationer
Den oprindelige model havde en rigtig hals som dog så bedst ud forfra. Senere lavede jeg en renere udgave hvor halsen kun lige blev markeret eller endog udeladt (se mønster og vejledning nedenfor). Riponkatedralens vejledning udelader også halsen, men folder ryggen bagpå lige ind hvilket er en anelse simplere, men ændret lidt på hovedformen så glorien er mere firkantet.
Foldemønstre

Hvis man folder en origamimodel og folder den ud igen, kan man se foldelinjerne. Tilsammen danner de det man kalder et foldemønster (crease pattern eller blot CP på engelsk).
De fleste af linjerne indgår i den færdige fold som 180 grader dal- eller bjergfolder.
Nogle af dem, som den lodrette streg i ryggen, har ingen funktion, men er en bivirkning fra foldeforløbet.
Og nogle, som dem rundt i halsen, har en visuel funktion, men er ikke flade.
Endelig er der krumningerne som dem i vingerne. Dem kan man ikke se i foldemønsteret, selvom bl.a. Andrew Hudson har prøvet at finde ud af hvordan man kan diagrammere kurver.
To-farveteoremet
To-farve-teoremet siger at foldemønsteret for flade foldefigurer kan farvelægges med kun to farver. En konsekvens af teoremet er at hvis man farvelægger mønsteret og folder det, kommer den ene farve på den ene side af a modellen, og den anden farve på den anden side.
Det er en variation af firfarveteoremet som siger at et landkort kan farvelægges med højst 4 farver (for kort med sammenhængende lande). Den ekstra begrænsning, at det kan foldes fladt, gør at 2 farver er nok.
I englen er halslinjen strengt taget en markering og ikke en fold, og hvis man undgår den og undgår den overflødige linje fra foldeprocessen midt i ryggen, så har englen et foldemønster der kan foldes fladt.
Det er udnyttet i foldemønstrene nedenfor hvor felterne er farvelagt i stedet for at tegne stregerne.
Prøv at udskrive dem, klip de to kvadrater ud og fold dem så.
Det ene mønster giver en engel der er sort foran og hvid bagpå, det andet mønster gør det omvendt.
Man kan overveje de teologiske implikationer af sorte og hvide engle.



