Uge 2015-02
Blomsten. Se diagram.
Den ægte vare
At denne julestjerne offentliggøres nu, er selvfølgelig dårlig timing, men den er smuk, har nogle interessante foldetræk, og så har man da tid at øve sig inden næste jul.
Blomsten er blevet til i et bevidst forsøg på at designe en julestjerne. Denne plante udmærker sig ved at de røde blade vi ser som blomsten, er almindelige blade, mens selve blomsten er noget diskret krimskrams inde i midten. Det betyder også at bladene sidder meget adskilte i forhold til hvad kronblade plejer at gøre.
De første udgaver så ud som herunder. Den første samler bladene tæt sammen, i de næste to er de frigjort mere, via en indvendig fiskebase som er symmetrisk i stedet for at låse ind i sidelommen på nabobladet.
Tidlig udgave
Mere åbne hjørner
Som femkant
Jeg var meget stolt af denne måde at samle hjørnerne på, foldemæssigt er det elegant. Men bladene hænger stadig for meget sammen, og hele modellen syner for flad. En anden løsning dukkede frem med den meget elegante trekantversion. Vinklerne gør her den første løsning mindre naturlig, og i stedet blev hjørnerne foldet i en V-form der frigjorde mere papir og gave indhak helt ind til blomstermidten.
Denne teknik blev raffineret i kvadratudgaven. I forhold til de første udgaver går bladmellemrummene helt til midten, bladmidterne lukker tættere sammen og har kun den stribe som de rigtige blade også har, og blomstermidten har ekstra struktur.
Den femkantede, se diagram.
Som det ses af billedet ovenfor har den rigtige julestjerne en trefoldig symmetri, og kører nedefter i et fraktalt mønster. Men ofte udvikler bladene sig ret uregelmæssigt så symmetrien sløres, og billeder på google viser at tegnere ofte ser dem som femtakkede stjerner. Det passer med at den mest vellignende udgave er den femkantede (diagram) som blandt andet får en meget flot midte.
Den tager en del tid at folde, jeg bruger 20-40 minutter. Men der er flere interessante træk undervejs, og der er mange variationsmuligheder, herunder hvordan man laver midten, bladhjørnerne, bladfinish, polygon (3,4,5 synes bedst).
God fornøjelse og god jul.