Tranen er Japans nationalfugl og symbol på lykke. Det er også en af de ældst beskrevne foldefigurer og er indbegrebet af Japansk traditionel origami. Den er en let modifikation af et andet klenodie, den flyvende fugl. Tranen kan ikke baske med vingerne, til gengæld er den mere tredimensionel og elegant med sin slanke hals og halen/benene der stikker bagud når den flyver.
Det er traditionelt japansk at folde sammenhængende traner af ét stykke papir som er snittet til. Dette er blandt andet beskrevet i verdens ældste overlevende origamibog, Hiden Senbazuru Orikata ("Hemmeligheden ved 1000 traner origami"), Japan, 1797
Der er tydeligvis ikke faktisk 1000 traner, men på den tid blev "1000" brugt i betydningen "mange".
Legenden fortæller at den som folder 1000 traner, får et ønske opfyldt, typisk om et langt liv eller at blive rask. Se også fortællingen om Sasaki Sadako.
Fremgangsmåden for de to variationer er den samme: Marker indledende folder, udskær, og fold så tranerne.
Markering: Marker først kvadraterne. Marker så skråfolden (på hoved-hale-ledden kun) og de to tværfolder i hvert af kvadraterne - dvs. foldemønsteret til grundbasen.
Udskæring: Skær kvadraterne ud. Vær omhyggelig med at efterlade små to millimeter uopskåret omkring krydserne hvor tranerne skal hænge sammen. Brug hobbykniv, skæreunderlag og lineal.
Foldning: Fold først hvert kvadrat til grundbasen efter de allerede markerede linjer. Fold dernæst hvert kvadrat til en trane. Start med de inderste kvadrater. Lav hver trane færdig (på nær måske lidt detaljer omkring hovedet) så de øvrige grundbaser spredes ud og derved bliver nemmere at håndtere.
Selvsagt skal man bruge tyndt og lidt slidstærkt papir. Til eksemplerne her på siden er brugt dels almindeligt 30 cm origamipapir, dels 15 cm foliepapir (hvid bagside). Man kan også bruge hvidt kopipapir.
Wikipedia: Thousand origami cranes.
Japan Origami Academic Society: Hiden Senbazuru Orikata (De tusinde traners hemmelighed), billeder af alle 63 sider
David Lister: The sacred cranes