Til minde om Simon

Af Hans Dybkjær

Hvid fugl. Et sent eksempel på Simons rene og enkle origamidesign. (Diagram).

Natten til den 20. maj 2013 døde Simon Andersen. Dette er en kort beretning om en stor origamikunstner som havde sine indre dæmoner at kæmpe med, men som først og fremmest var en varm, humoristisk og interessant ven.

Simon blev født i Dublin 11. december 1946. Hans far døde tidligt, men hans mor Ruth giftede sig igen med Jack Lowy og fik tre børn mere. En årrække boede familien i Danmark hvor Jack var professor i biofysik ved Århus Universitet. Simon har boet det meste af sit voksenliv i Danmark. Han var gift med Annie og fik en datter og senere et barnebarn han desværre aldrig nåede at se. Det var også denne periode han udgav digtsamlingen Melusine som fik London Poetry Society award i 1979. Han mødte derefter Agnete som havde boet i Japan som barn og delte hans interesse for origami. De giftede sig, og hun gav ham sit navn og 7 lykkelige år hvor de bl.a. havde et origamigalleri sammen på Langeland frem til 1990. Såvel Annie som Agnete elskede Simon og holder meget af ham, og i begge tilfælde var det hans eget sind der tvang ham videre.

Som sin familie var Simon kreativ og højt begavet, og samtidig var han meget søgende. I sin ungdom var han var tæt på sin 6 år yngre bror Gideon som bl.a. fortæller:

Jeg kendte Simon i næsten 60 år. Gennem disse tre snese år havde Simon og jeg mange rejser sammen, virkelige, mentale og spirituelle. Vi rejste gennem Europa med hver sin lille rygsæk, han med sin guitar og jeg med min violin (han elskede at spille uden dog at være særlig dygtig). Vi krydsede intellektuelt gennem en verden af ideer (han vedblev at studere hele sit liv). Vi foretog spirituelle rejser hvor vi åbnede vores sind og drog ind i ukendte steder for at at opleve "anderledeshed" sammen (han var aldrig bange for at bryde grænser). Vi gik også mange vandreture, startende med nattevandringer udforskende et nyt og forbudent forstadslandskab hvor vi forcerede hegn og baghaver i Dulwich, London, og endte i de bølgende hvedemarker i Thy i Danmark. Vi udforskede altid hvorend vi gik, hver ide vi fik, hver mulighed vi forestillede os. Vores venskab og broderskab var altid intenst, helt ind i knoglemarven.

Helt så længe har jeg ikke selv kendt Simon. Første gang i starten af 90'serne hvor vi begge var med i navnkundige Thoki Yenns Dansk Origami Center. Simon var eminent til origami og åbnede for en verden hvor origami som kunst blev taget alvorligt og hvor det ikke kun drejede sig om at folde efter komplekse diagrammer, men om at forstå papiret og forme det som en skulptur. Noget jeg kun langsomt er ved at forstå den dybere betydning af.

Øjensynlig var det en relativt lykkelig periode med fællesskabet i foreningen, udstillinger på biblioteker, undervisning af børn og andre som måbende og begejstret fulgte hans magi.

Imidlertid var det ikke Simons skæbne at kunne opretholde et stabilt forhold: Han og Thoki Yenn kom på kant med hinanden. Jeg respekterede og holdt af både Thok og Simon, men da begge er døde nu, kommer årsagerne ikke til at blive afklaret. Et bud er at Simon havde svært ved at forene sin kompromisløse altoptagethed af origami med resten af verdens mere afdæmpede tilgang, samtidig med at Thok manglede tålmodighed til at håndtere Simons frustrationer. Konsekvensen var i hvert fald at Simon flyttede i eksil i Nordjylland, i et hus 1 km uden for landsbyen Sterup, 14 km eller 45 minutter fra Brønderslev, og 450 km eller langt over 7 timer fra København. Simons tilværelse som eremit var startet.

I 1995 lukkede Thoki Yenn origamicentret (der som oftest holdt til i hans lejlighed), og da ingen andre tog over, kom origami på en sidelinje for mig de næste ti år. Først i 2006 genoptog jeg af personlige årsager seriøst origami som hobby og etablerede papirfoldning.dk og var med til at etablere den danske origamiforening foldning.dk. Året efter var hjemmesiden relativt velbesøgt, og en af Simons bekendte bad mig i en mail om at skrive til ham. Kontakten var genetableret.

Herefter fulgte 6 års intens brevkommunikation. Som oftest om og med origami, men også om dybt personlige og filosofiske emner. Over en hyldemeter breve er det blevet til, på frodigt, formfuldendt dansk og senere også engelsk. Desuden adskillige kasser med origamimodeller som Simon sendte til mig, både til anskueliggørelse og til arkiv. En del af dem kan ses på disse sider, resten venter på at jeg finder tid til at fotografere, beskrive, eftergøre, forstå, diagrammere dem. Der er til lang tids udforskning og arbejde.

Simons forståelse for papirfoldning overgik alle dem jeg har kendt herhjemme. Nogle er i stand til at konstruere mere komplekse modeller, men ingen overgik Simon når det kom til udtryksfuldhed eller skulpturel forståelse. Om sine unikke masker sagde han selv at det eneste problem var at han forelskede sig i kvindeansigterne. En del af nøglen til hans forståelse var også kombinationen med det metafysiske og spirituelle som blandt andet gav sig udtryk i ikke kun forståelsen af former, men også i valget af farver og kombinationer af flere stykker papir. Flere modeller indeholder regnbuens klare farvespektrum, ikke i den simple modulorigami og ikke i den klodsede brug af to stykker papir til at give fx dyr fire ben, men i kombinationen af vidt forskellige og selvstændige komponenter til en større helhed.

Simon vidste præcist hvornår man skulle lokke for papiret og hvornår, hvordan og hvor meget man skulle mase brutalt. Hans metodiske analyser var uovertrufne, både af egne og af andres modeller. Hvilke folder, hvilke beslutninger, hvilke farver og materialer, altsammen vinklet ud fra hvad der var bedst i forhold til modellens sjæl. Altid i stand til at kaste nyt lys over mine modeller, og altid åben og villig til at acceptere kritik af sine egne ting.

Simon var optaget af ideen om den danske foldeskole. Dette var dels ideen om en designretning, om de rene og økonomiske (i konstruktionsforstand) modeller. Dels ideen om at skabe en serie af simple undervisningsmodeller som kunne vejlede nyinitierede i origamiens verden.

Simon ejede ikke en computer og ville heller ikke bruge en. På et tidspunkt købte han en telefon. Én gang ringede han, tøvende og genert, ingen af os var komfortable med telefoner, så det blev ikke til mere. To gange så vi hinanden, kun en gang besøgte jeg ham. Den primære udveksling mellem os var derfor breve, og når andre ville i kontakt, sendte de mig en e-mail som jeg så sendte videre per brev, hvorefter de og han kunne optage brevkorrespondance. Kun enkelte andre besøgte ham, Gideon, Sam Yada, og i det daglige en nabo som var god for en snak over en øl og som velvilligt ryddede sne med sin traktor. Men samlet ikke nok for en skabende kraft som Simon.

Desværre forfulgte Simons optagethed af origami ham i forholdet til andre. Efter at have etableret kontakt, ville han typisk sende, generøs som altid, en kasse med bedårende, originale og som regel spritnye modeller. Folk ville svare begejstrede tilbage, og Simon ville dagdrømme om alt det de skulle opfinde sammen. Men folk har naturligt nok andet end origami og Simon i tankerne, og når de ikke svarede tilbage hurtigt nok, ville Simon skrive dem et heftigt, fornærmende brev. Hvorefter de ville skrive til mig for at høre hvad der sker, og jeg så kunne forklare over for dem. Simon var selv klar over problemet, men stort set ingen ville eller kunne fastholde forbindelsen med ham.

Jeg har over årene opdaget at mange ude i verden er bekendt med Simon, men også at de er veget tilbage for hans krævende altoptagethed af origami. Hans tanker og arbejde har derfor ikke fået nær den udbredelse de fortjener på trods af at flere af hans modeller er kendte og elskede. Jeg håber Simons sider vil blive udbygget med flere billeder og nye diagrammer og at hans origami med tiden må få den plads i historien den fortjener.

Danmarks største origamikunstner er død. Det er en ære at have været hans ven.